Ny uddannelse til event-branchen
De mange teknikere, der i disse måneder arbejder på højtryk for at få lys, lyd og effekter til at gå op i en højere enhed på bl.a. landets festivaler, kan nu se frem til en ny uddannelse.
Målet er at samle al den tekniske viden om lys, lyd og specialeffects i en enkelt uddannelse, og en færdiguddannet vil kunne arbejde med tekniske løsninger og reparation inden for alle branchens områder.
- I dag er branchens folk selvlærte eller har fået sidemandsoplæring, og mange af dem er rigtig dygtige. Men af hensyn til sikkerheden er der behov for, at de får papir på deres kunnen, f.eks. når det gælder el-arbejde, stilladser og rigning af udstyr. Desværre hænder det ind imellem, at en lysbro med store projektører falder ned på scenen. Det er bl.a. den slags ulykker, uddannelsen skal forebygge, siger Erik Mosegaard fra Dansk Metal.
- Der er et kæmpe behov for velkvalificerede teknikere på et hurtigt voksende marked. Derfor har vi store forventninger til den nye uddannelse, siger direktør Frank Paulsen fra eventfirmaet Seelite.
Udvalget vil hen over sommeren arbejde på at udbrede kendskabet til den forventede uddannelse på større festivaler, i musikhuse og lignende.
Kilde: Pressemeddelelse fra Dansk Metal. http://www.danskmetal.dk