FLSmidth henter stor iransk ordre
FLSmidth har indgået sin hidtil største kontrakt på udvidelse og modernisering af en cementproduktionslinie. Ordren har en værdi af godt 260 mio. kr.
Ordren vil forøge den nuværende cementproduktionsliniens kapacitet fra 4000 tons pr. døgn til godt 8.500 tons pr. døgn. Anlægget forventes driftsklar i sommeren 2008.
Udvidelsen og moderniseringen af produktionslinien svarer til et lignende projekt som FLSmidth med succes har gennemført for en polsk kunde.
Udvidelsesprojektet, som er blandt FLSmidths største af sin art, skal gennemføres på en ovnlinie leveret af en konkurrerende virksomhed i 1980erne og er et vigtigt led i bestræbelserne på at styrke FLSmidths satsning på modernisering af eksisterende cementfabrikker.
- Den internationale cementindustri har i disse år et stort behov for udbygning og modernisering af den eksisterende produktionskapacitet. Det er et område, vi har stor erfaring indenfor, så vi forventer meget af dette marked de kommende år, siger administrerende koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.
Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til idriftsættelsen i 2008.
Kilde: Fondsbørsmeddelelse fra FLSmidth. Københavns Fondsbørs. http://www.cse.dk