30 år med Je-nit Maskinfabrik
Je-nit Maskinfabrik kan fredag den 29. sep. fejre 30 års jubilæum. Samtidig skåler virksomheden for et generationsskifte, der trådte i kraft pr. 30. april.
Je-nit vil fejre årets begivenheder med en reception i firmaet fredag d. 29 September fra kl. 13.00.
Maskinfabrikken har måttet udvide en del gennem årene. En udvikling i ordretilgang og ordrestørrelse fik virksomheden væk fra Tønning og er i dag at finde på Indre Ringvej med 1300 kvadratmeter under samme tag.
I 1991 begyndte Je-nit at fremstille pakkemaskiner til møbelindustrien, og her er udviklingen også gået stærkt. I starten kørte pakkemaskinen med 8 kasser i minuttet og i dag er hastigheden oppe på 10-12 kasser pr. minut. Som underleverandør har Je-nit efterhånden udviklet maskineriet til fuldautomatiske anlæg med masser af elektronisk styring.
Selvom virksomheden har mange store ordrer, er der stadig plads til mindre specialopgaver. For nylig blev et specialfremstillet slyngrenseudstyr, der presser saften ud af knuste kokosnøddeskaller, sendt til Indien. Også tårnuret fra Brædstrup Kirke er blevet hovedrenoveret af Je-nit.
Det er virksomhedens 14 ansatte, der i dag tager sig af alle opgaver i huset.
Kilde: Je-nit Maskinfabrik