23948sdkhjf

Anmasi i tysk offensiv

Grindsted-virksomheden har åbnet tysk datterselskab i samarbejde med KSN Industri.

Det er lidt af en kliche, at to plus to kan give fem, men ikke desto mindre er det forventningen hos Anmasi og KSN Industri med det nye datterselskab Anmasi GmbH.

- Vi er stærke på kemikalier, filtrering, ultralydsrensere og gennemløbsvaskere med ultralyd, mens KSN har alt inden for båndvaskere, tromlevaskere og automation. Vi har valgt at samarbejde i stedet for at modarbejde hinanden, så vi hver især kan producere det, vi er gode til, fortæller Anders Hedeby Sørensen, salgschef hos Anmasi.

Datterselskabet har hjemme i Wuppertal, hvor selskabet har egne lagerfaciliteter og demorum med tre-fire maskiner. Derudover har de to virksomheder ansat egen sælger dernede.

Fire anlæg til samme kunde
Tyskland er dog ikke nyt for Anmasi. Alene sidste år gik halvdelen af virksomhedens salg til det tyske marked.

- Vi havde en tysk kunde sidste år, der laver koblingsringe til gearkasser, som købte fire store anlæg. Anlægget kan vaske to emner i sekundet – og på det sekund er de både ultralydsrenset, spulet og tørret, siger Anders Hedeby Sørensen.

Forventningen er dog at, man i det nye setup kan levere kunderne flere komplette løsninger i stedet for blot de enkelte maskiner. Det indebærer automation, fødesystemer, båndtransportører, kemikalier og filtersystemer.

- Førhen kunne hverken vi eller KSN komme med en komplet løsning, men det kan vi nu. Og det er en løsning, som ingen andre i Nordeuropa kan inden for vaskeanlæg, og det skal vi drage nytte af, siger Anders Hedeby Sørensen.

Selskabet blev formelt stiftet i oktober, og de første par anlæg er da også blevet solgt i regi af det nye selskab.

- Det tager lidt tid, men vi sender rigtig mange tilbud ud, så det skal nok komme, siger Anders Hedeby Sørensen.

- Vores mål er inden for de næste fem år at være den største producent i Nordeuropa inden for fuldautomatiske vaskeløsninger. Det vi skal være gode til i Tyskland er at lave de større fuldautomatiske anlæg. Vi skal konkurrere på de komplette løsninger, konstaterer han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093