Nye medejere på vej hos Bladt Industries
Aalborg-virksomheden har fået flere henvendelser fra interesserede virksomheder.
I 2010 forventes Bladt Industries at realisere en vækst på 20 % og endnu et rekordoverskud, ligesom ordrebeholdningen er på et historisk højt niveau.
Struktureret salgsproces
De nuværende ejere forventer, at virksomhedens markedsposition kan styrkes yderligere. Planerne rummer en fortsat udvikling af markedsdækningen og organisationen samt en forøget kapacitet, så virksomheden kan matche den markante vækst, som ventes inden for offshore vindmølleparker.
Mulighederne for et evt. ejerskifte vil blive undersøgt i en struktureret salgsproces, som forventes at føre til en endelig afklaring inden for første halvår af 2010.
I forbindelse med valget af nye ejere til Bladt Industries er det et væsentligt kriterium for de nuværende ejere, at der etableres et godt samarbejde med ledelsen om at realisere Bladt Industries’ store strategiske muligheder til gavn for kunder, medarbejdere og alle andre med tilknytning til virksomheden.
Kilde: Bladt Industries - http://www.bladt.dk