Færch Plast skovler penge ind
Avis: Nu gør ejerne klar til at sælge med kæmpegevinst
Med en omsætning på cirka 2,1 milliarder kroner og et overskud på en halv milliard leverede Færch Plast Group i Holstebro i 2016 for sjette år i træk et rekordregnskab.
- Det er faktisk det bedste resultat i plastindustrien overhovedet. Ingen af de øvrige emballageproducenter på verdensmarkedet kan præstere så høj en indtjening. Det normale for branchen er en overskudsgrad på 12 procent, siger administrerende direktør Lars Gade Hansen til avisen.
Færch Plast er ejet af kapitalfonden EQT, som overtog virksomheden for tre år siden. Ifølge Børsen er EQT ved at gøre klar til at sælge selskabet, og i givet fald med en kæmpestor fortjeneste: Prisen vil angiveligt være cirka seks milliarder kroner; tre gange så meget som Færch Plast kostede i april 2014.