Unisensor flytter
Unisensor har fået en række nye store opgaver i hus, der kræver mere plads at bolte sig på. Derfor flytter virksomheden nu til nye og større lokaler i Allerød.
Flytningen sker som følge af, at Unisensor har fået en række nye opgaver i hus. Unisensor skal i forbindelse med nogle nye automatiseringsopgaver udvikle og producere specialdesignede sensorer baseret på optisk måleteknik.
Unisensor har desuden fået opgaver inden for den medico-tekniske branche, hvor opgaverne ligeledes består af både udviklingsopgaver og produktionsopgaver.
Virksomheden har i 2006 ansat en række nye folk til både udvikling og produktion, en udvikling, som ledelsen forventer fortsætter i 2007.
Unisensors regnskabsår slutter den 31. marts 2007. Den positive udvikling vil også blive afspejlet i regnskabet, hvor både omsætning og resultat forventes at blive forøget med mere end 50 pct.
Unisensor blev etableret for 10 år siden af Tom Olesen, som står for firmaets tekniske udvikling. Unisensor ejes af Unisensors ledelse samt tidligere medlemmer af Gigas ledelsesteam. Giga blev solgt til Intel i 2001.
Kilde: Unisensor / www.unisensor.dk