Tysk messe giver ordrer hos Midtsjællands Maskinfabrik
FMB Zuliefermesse Maschinenbau blev en stor succes for den danske maskinfabrik. Foreløbig har den kastet tre nye kunder af sig.
- Det var første gang, vi udstillede i Tyskland, og derfor var det selvfølgelig svært at vide, hvad vi skulle forvente. Men hjemmefra havde vi sat et mål om, at vi skulle finde fem potentielle kundeemner på messen, og vi endte med syv, så det må siges at være en succes, siger Lars Hansen.
Tre konkrete ordrer
Nu er emnerne så blevet bearbejdet, og indtil videre er det blevet til ordrer fra tre forskellige tyske virksomheder.
- Den første er fra en virksomhed, der producerer sensorer til bil- og flyindustrien. Nummer to er fra en stor maskinbygger, der producerer automatiseringsudstyr til den tunge del af industrien, siger Lars Hansen, og fortsætter.
- Den tredje ordre fik vi ganske vist ikke direkte på messen, men den ene af vores nye kunder har anbefalet os, og det har kastet en ordre af sig.
Potentiale til mere
Lars Hansen håber naturligvis, at de nye samarbejder vil udvikle sig og blive til flere opgaver syd for grænsen.
- Specielt ordren til maskinbyggeren ser vi potentiale i. Der er tale om en stor virksomhed med 25.000 ansatte, og derfor er der selvfølgelig også mange potentielle opgaver, vi kan løse, udtaler han.
- Den konkrete ordre indebærer, at vi skal levere emner i rustfast stål til en samlet værdi af ½ mio. kr. om året, slutter han.