Dumpekarakter til danske SMV’er
Små og mellemstore virksomheder i Danmark ligger sidst blandt EU-landene med hensyn til innovation, viser ny EU-undersøgelse.
EIS er et sammenligningsinstrument, der siden 2000 er udarbejdet hvert år som led i EU's Lissabon-proces. Lissabon-processens overordnede mål er, at EU skal have den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi i verden med hvad deraf følger af flere jobs og øget velfærd inden år 2010.
Foreløbig peger resultaterne af det seneste scoreboard på, at det mål bliver vanskeligt at nå. På flere områder er der stadig langt imellem EU og USA. Særligt når det gælder antallet af nye patenter, halter Europa bagud.
Generelt scorer Danmark pæne karakterer i de fleste af EIS rapportens indikatorer.
I et samlet innovations-indeks for de 15 EU-lande plus Island, Norge og Schweiz ligger Danmark på en 6. plads. Og vi bevæger os stadig i den rigtige retning: Danmark er placeret i gruppen af lande, der klassificeres som "Moving ahead".
Men der er områder, hvor Danmark scorer bundkarakterer. Og det gælder især med hensyn til, hvor meget innovation der foregår hos SMV'erne (Små og Mellemstore Virksomheder). Her ligger Danmark på en sidsteplads blandt EU-landene både inden for fremstillings- og servicesektoren.
Af de europæiske lande, hvor det har været muligt at indsamle data, er det kun i Polen, Slovakiet og Malta, at SMV'erne tegner sig for mindre selvstændig innovation end i Danmark. Vi overgås af lande som Letland, Slovenien og Tyrkiet.
Også når det gælder udgifter til innovation (målt som andel af den samlede omsætning) indtager Danmark sidstepladsen blandt EU-landene.
Danmark ligger dog blandt de bedst placerede lande med hensyn til, hvor stor en del af SMV'erne, der samarbejder om innovation med andre virksomheder eller offentlige forskningsinstitutioner. Her tæller GTS-virksomhedernes mere end 18.000 årlige virksomhedsprojekter tungt i statistikken.
Netop evnen til at samarbejde om innovative projekter ses som en væsentlig forudsætning for effektiv videnspredning. Omfattende eller kompleks innovation, særligt inden for ICT (Information and Communication Technology), forudsætter ofte, at man kan trække på forskellige kilder til ny viden og er i stand til at samarbejde om større udviklingsprojekter.
Ifølge EIS 2003 udviser Sverige, Finland, Tyskland og Holland den bedste innovations-performance blandt de europæiske lande. EIS opfordrer til, at hvert enkelt land fastsætter nationale innovations-målsætninger, og EU-Kommissionen vil i en kommende innovations-handlingsplan tage fat på de svagheder, som EIS rapporten afslører.
Direktør Henrik Morgen fra GTS (sammenslutningen af de godkendte teknologiske servicevirksomheder i Danmark) mener, at undersøgelsen overdriver danske SMVers manglende innovationsevne i forhold til deres europæiske kolleger, men er herudover ikke overrasket over det generelle billede.
Den danske erhvervsstruktur er præget af små virksomheder i traditionelle fremstillingserhverv med en relativt lavt uddannet arbejdskraft og stærkt begrænsede egne formelle udviklingsaktiviteter. Alligevel er mange danske SMVer ifølge Henrik Morgen mindst lige så innovative som tilsvarende virksomheder i andre lande. Dels takket være den særlige danske skoletradition, der generelt betyder at danskerne er kreative, selvstændige og ansvarsbevidste medarbejdere. Og dels takket være danske virksomheders gode samarbejdsevner med kunder og leverandører. Den videnoverførsel og innovation, der følger heraf, er svær at indfange og måle.
Alligevel mener Henrik Morgen at der er et stort innovativt potentiale i at forbedre SMVernes samspil med videninstitutioner, ligesom han efterlyser flere akademisk uddannede medarbejdere i mange mindre og mellemstore virksomheder.
(Tekst: Charlotte Eidsdal Henriksen, Portalredaktør, Teknologiportalen)