Verdens største tvilling
Plan om en havmøllepark mere på Horns Rev kan gøre Esbjerg til centrum for endnu et vindmølle-eventyr.
Opførelsen sendes i udbud blandt en række investorer kort efter nytår, men skulle egentlig have været ude allerede nu. Udvalgte investorerne vendte i første omgang tommelfingeren nedad til de betingelser for opførelsen, som økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sendte ud.
Verdens største havmøllepark, Horns Rev, der ventes at få en tvilling om få år.Han er derfor med sine embedsmænd gået i tænkeboks for at forbedre vilkårene og dermed sikre, at mindst én investor bider på krogen og siger ja til at investere mindst et par milliarder kroner i havmølleparken. Og guleroden skulle være en placering på et af de mest vindomsuste steder i Danmark, nemlig Horns Rev.
- Vi arbejder hårdt på at klargøre et udbudsmateriale, der kan sikre at der kommer et bud på den næste havmøllepark. Her har mængden af blæst betydning i forhold til forrentningen af kapitalen. Og Horns Rev er et af de steder i Danmark, hvor det blæser mest, siger Bendt Bendtsen til Jyllands-Posten.
Blandt de potentielle investorer nævnes Dansk Shell, Dong og ikke mindst Elsam, der har interesser i en række havmølleparker i Europa.
Den nuværende vindmøllepark på Horns Rev har kostet to milliarder kroner og er da også finansieret af Elsam med 1,7 milliarder og transmissionsselskabet Eltra med 300 millioner kroner. Den består af 80 møller, der leverer strøm svarende til 150.000 parcelhuses årsforbrug. Den kommende park skal have samme kapacitet - omend det formentlig bliver på færre møller, idet udviklingen har gjort, at havmøller i dag er mere effektive.
Hos Esbjerg Erhvervscenter glæder erhvervschef Tom Nielsen sig:
- Vi er naturligvis glade for udsigten til at være centrum for endnu et mølleeventyr, siger han og tænker på de arbejdspladser, det vil tilføre regionen - foruden den teknologiske viden, der tilføres regionen, siger han til JydskeVestkysten.
Esbjerg Havn var udskibningshavn for de teknisk krævende operationer, det var at opføre verdens største havmøllepark.
- Den viden og know-how, som hele projektet har tilført vore mange virksomheder, lever vi godt af i dag. Mange af de involverede virksomheder fra Horns Rev-projektet er i dag beskæftiget med havmølleprojekter i resten af verden - og jeg har da en forventning om, at de også involveres i den kommende Horns Rev 2-park, siger Tom Nielsen.