Treco udfordrer klassisk underleverandørrolle
Treco i Aalestrup i Nordjylland ligner ved første øjekast mange andre danske maskinfabrikker. Her bliver metalplader og metalprofiler bearbejdet med laserskærings-, stanse-, og bukkemaskiner og svejset sammen, så de kan indgå i blandt andet sorterings- og produktionsanlæg over det meste af kloden.
Alligevel adskiller Treco sig fra flere af sine inden- og udenlandske konkurrenter. Virksomheden har gjort op med den traditionelle underleverandørrolle, hvor prisen er altafgørende. I stedet definerer Treco sig selv som ekspert i udvikling, sourcing og logistik.
Kernekompetencen er at tilbyde kunderne stadig mere komplette serviceydelser, og hvis medejer og -grundlægger Per Therkildsen vurderer, at en samarbejdspartner kan udføre eksempelvis en bearbejdningsopgave mere effektivt end virksomheden selv, så bliver den outsourcet.
- Hvis det eneste, du kan tilbyde en kunde, er bearbejdning, er din eneste konkurrenceparameter reelt din pris. Og du kan godt vinde en kunde på prisen, men så er du også stensikker på, at du en dag kommer til at miste ham igen på prisen. Derfor går vi aldrig ud og konkurrerer på prisen alene, siger Per Therkildsen, der leder produktionen i den 70 mand store virksomhed.
Får flere og flere opgaver
Strategien er udviklet og forfinet, siden Per Therkildsen og medejerne Preben Pedersen og Allan Prang grundlagde virksomheden for 25 år siden. Den har betydet, at kunderne har overladt flere og flere opgaver til Treco.
De nordjyske maskineksperter udvikler og bygger blandt andet udstyr og materiel til logistikfunktioner i brev- og pakkedistributionscentre, lufthavne og biblioteker.
Kundekredsen tæller en række store danske og udenlandske industrikoncerner, og et afsnit af Treco er i realiteten en afdeling af pumpeproducenten Grundfos, som har valgt at outsource et produktsegment fuldstændigt til Treco. Lige fra deltagelse i produktudvikling over produktion og pakning til distribution til slutbrugerne.
Samtidig skal der være plads til at hjælpe den kunde, der er kommet i bekneb for en opgaveløsning i en fart. Det kræver planlægning, fleksibilitet og leverandører, der er indstillet på at byde ind med løsningsmuligheder, også når det handler om her og nu-opgaver.
Shopper ikke
Treco arbejder nu på fjerde år tæt sammen med stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller, og Per Therkildsen prioriterer en relation, der er baseret på gensidig tillid mellem parterne.
- Selvfølgelig skal prisen være konkurrencedygtig, men jeg har svært ved at forstå dem, der shopper rundt til hver enkelt ordre. For det første bruger man lang tid på at hente en relativt marginal besparelse, for det andet kommer den ofte på bekostning af leveringssikkerheden, og det holder ikke i forhold til den måde, vi har skruet vores forretning og organisation sammen på. Det hjælper mig ikke, at jeg på papiret kan købe mine materialer billigere, hvis jeg ikke kan få dem leveret. Så risikerer jeg at miste min kunde, og den risiko er jeg ikke parat til at løbe, siger han.