Vestas-møller til Californien
Vindmølleproducenten har modtaget en 128 MW-ordre på 55 møller, der skal opføres nær Rio Vista i Californien, USA.
Kontrakten omfatter levering og idriftsættelse samt en op til 15-årig service- og vedligeholdelsesaftale. Levering er planlagt til at finde sted i andet halvår 2011, og projektet forventes idriftsat i begyndelse af 2012.
Højt respekteret Vestas-kunde
- SMUD har gennem mange år været en højt respekteret Vestas-kunde, og selskabet er et af de førende energiselskaber inden for vedvarende energi, siger Martha Wyrsch, president for Vestas Americas og tilføjer:
- Vi glæder os meget over at samarbejde med SMUD om at kunne etablere mere ren energi i Californien.
Hovedkomponenterne til denne ordre vil blive produceret på Vestas' fabrikker i Colorado, USA. Alle vinger til Solano 3-projektet vil blive produceret på Vestas' vingefabrik i Windsor, alle tårnsektioner vil blive produceret på Vestas' tårnfabrik i Pueblo, nacellerne til V90-1.8 MW-møllerne vil blive samlet på Vestas' fabrik i Brighton, og V90-3.0 MW-nacellerne vil blive samlet i Danmark.
Kommunalt ejet elselskab
Vestas' tidligere leverancer til SMUD omfatter 23 stk. V47-660 kW-vindmøller leveret til Solano 1 i 2005 og 29 stk. V90-3.0 MW-vindmøller til Solano 2 i 2007.
Sidstnævnte var det første projekt med V90-3.0 MW-vindmøller i Nordamerika.
SMUD, som har hovedkontor i Sacramento, Californien, er et kommunalt ejet elselskab, som ledes af en valgt bestyrelse. Selskabet, der blev etableret i 1946, forsyner omkring 1,1 millioner mennesker med elektricitet og er det sjettestørste offentlige elselskab i USA. SMUD producerer, transmitterer og distribuerer elektricitet til et område på 2.300 kvadratkilometer, der omfatter Sacramento County og en lille del af Placer County.