Ny mand i spidsen for Euro Therm
Euro Therm har gennemført et generationsskifte og sat Jan Depenau i spidsen for virksomheden.
Michael Jørgensen ejer stadig en tredjedel af virksomheden og fortsætter som teknisk chef. Derudover ejer den ny direktør, Jan Depenau, og kapitalfonden Industri Udvikling hver en tredjedel.
Vil ud i verden
Euro Therm producerer fjernvarmeanlæg baseret på biobrændsel og har gennem en årrække haft en solid markedsandel i mellemstore danske byer. Jan Depenau vil imidlertid sætte ekstra fart på virksomhedens eksport.
- Virksomheden har primært leveret fjernvarmeanlæg i Danmark, men vi satser nu kraftigt på at øge eksporten. Der er allerede leveret anlæg til Sverige, Frankrig, Tyskland og ét anlæg til Kina, siger han til Børsen.
Højbjerg-virksomheden havde i 2009/2010 en bruttofortjeneste på 11 mio. kr. og et resultat før skat på 7 mio. kr.