De overvåger stanseværktøjerne i realtid
Rundt om i verden bliver der ifølge Elastisense fremstillet omkring 300.000 nye værktøjer om året til stansning i metalindustrien.
Tilstandsovervågningen af de dyre værktøjer - der kan koste op mod 1 mio. kr. per værktøj - foregår i dag stort set kun ved at lytte til vibrationer fra værktøjet. En ny dansk opfindelse gør det muligt at sætte fire små aktive gummisensorer på et stanseværktøj og direkte måle forskydning, hastighed og frekvens.
Virksomheden Elastisense udvikler og producerer såkaldte elektro-aktive polymer-sensorer. Sensorerne er udelukkende fremstillet af gummi og er kapacitive og elastiske.
- Vi kan måle direkte på stanseværktøjerne, i stedet for "kun" at lytte efter abnormaliteter med vibrationssensorer. Det gør målingerne meget mere præcise. Vi kan måle forskydninger på ned til 25 my, og vi kan derfor hurtigt konstatere, hvis der er et øget slid i den ene side af stanseværktøjet, og få planlagt vedligehold i ordentlig tid, siger Benjamin Thomsen, teknisk direktør i Elastisense.
En elastisk kunstig muskel
Virksomheden er støttet af SDU Innovation, og viste sig frem på Technomania på HI-messen i Herning i oktober.
- Sensorerne er bygget op som en elastisk kunstig muskel. Stanseværktøjerne bruges i meget barske miljøer, hvor det flyder med smøremidler og olie, og der er store belastninger, men vores gummisensorer kan tåle de ekstreme påvirkninger. Vi kan bruge data fra vores sensorer til at planlægge vedligehold af stanseværktøjerne, så det passer ind i produktionen. Værktøjerne er dyre og tager lang tid at fremstille, hvis de for alvor går i stykker, siger Benjamin Thomsen.
Opskalering på vej
Elastisense leverer udover de fire sensorer, en controller til kommunikation og dataprocessering. Det er især såkaldt retrofit af ældre stansemaskiner, som Elastisense satser på i første omgang.
- Vi har en konservativ ambition om at sælge 1.000 enheder i løbet af det næste år til stanseværktøjer. Vi er på jagt efter yderligere finansiering for at kunne opskalere produktion og organisation. Vi er i dag fem ansatte og forventer, at vi skal ud og hente mellem 10 og 20 mio. kr., siger den tekniske direktør.
Vokset ud af Danfoss
Virksomhedens medarbejdere har en fortid i Danfoss, hvor arbejdet med elektroaktive polymerer ikke passede ind. Derfor blev virksomheden Leap Technology stiftet i 2013. Tre år senere voksede Elastisense ud af Leap som et søsterselskab, der udelukkende fokuserer på industrielle applikationer med elektroaktive polymer-sensorer.
I første omgang satser Elastisense på stanseværktøjer, men på sigt kan teknologien også bruges på eksempelvis sprøjtestøbemaskiner eller helt andre industrielle applikationer.