Årets Ejerleder på Sjælland kåret
Ejvind Pedersen er ejerlederen bag Scanmetals, og han har etableret virksomheden med afsæt i en helt unik metode fra 2009, der gør det muligt at udvinde metaller fra slagger fra forbrændingsanlæg på en miljørigtig måde. Scanmetals leverer blandt andet til store, tyske bilfabrikker, som benytter metallet til støbning af nye bilmotorer.
- Ejvind Pedersen fra Scanmetals har været oppe imod et stærkt felt i år og udmærker sig med en bemærkelsesværdig vækst og høje forventninger til den fremtidige vækst. Og med en historik med lave budgetafvigelser er der vægt bag ordene, udtaler Lars Vagner Hansen, director i PWC i en pressemeddelelse.
Det er Ejvind Pedersen selv, der opfandt den miljøvenlige metode til udvinding af metaller, og det er netop denne metode, der gør Scanmetals unik i branchen.
- Ejvind har fundet en niche i branchen og har i øjeblikket ikke nogen særlige konkurrenter inden for den miljøvenlige teknologi. Det er desuden Ejvinds store internationale erfaring og hans evne til altid at se muligheder frem for begrænsninger, som har skabt den enorme succes i virksomheden, tilføjer Lars Vagner Hansen og ønsker tillykke med prisen.
Høje vækstambitioner
Ejvind Pedersen har høje vækstambitioner for virksomheden, som netop har åbnet fabrik i Storbritannien, ligesom de kigger mod Tyskland.
- Ejvind er en visionær ejerleder, der formår at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt. Han er en ener inden for branchen, hvilket har positioneret ham langt foran sine konkurrenter. Han er dermed indbegrebet af en dygtig ejerleder og en velfortjent vinder, udtaler Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Scanmetals vandt prisen foran Palle Normann Svendsen fra Delfi Technologies og Mogens Pedersen fra Egons A/S.