P. Ellegaard på opkøb i Vietnam
Ringsted-virksomheden har købt 40 % af aktierne i den vietnamesiske virksomhed, OWTEK.
- Danmark er kendt for de mange dygtige maskinbyggere, og vi kan med leverance af hele ”komponentpakken” - transportbånd, ruller og tromlemotorer - bidrage til at øge konkurrencekraften hos de danske maskinbyggere og derigennem bevare danske produktions-arbejdspladser, forklarer Jesper Ellegaard.
Vil ind på asiatisk marked
- Vores mål med investeringen er dels at deltage i det stærkt voksende marked i Asien, dels at etablere produktion af komponenter - ruller, motorer, bånd - samt færdige systemer på et kostniveau, der gør os i stand til at konkurrere på det europæiske marked. For den enkelte maskinproducent betyder det, at han i sidste ende kan bevare sin produktion i Danmark, fordi prisen på komponenterne til den enkelte maskine, og dermed i sidste ende prisen på den færdige maskine, er yderst konkurrencedygtig, lyder det fra Jesper Ellegaard.
P. Ellegaards investering i OWTEK er støttet af et B2B-program fra den danske stat, der stiller uddannelsesmidler til rådighed.
- Det gør os i stand til at uddanne medarbejderne i OWTEK og dermed sikre, at deres evner og kapacitet, såvel som de forhold, de arbejder under, kan sidestilles med dem, som man finder i en dansk virksomhed, fortæller direktør i P. Ellegaard A/S, Tommy R. Christensen.