Fynske Ceetec vender minus til plus
Maskinleverandøren kom ud af 2009/2010 med et overskud på 2,37 mio. kr.
Sammenlignet med året før er det lykkedes at øge bruttoresultatet fra 4,7 til 7,9 mio. kr., og på den baggrund er det lykkedes at forbedre 2008/2009-resultatet på -0,16 mio. kr. til et plus på 2,37 mio. kr. før skat:
- Selskabet har realiseret et resultat efter skat på 1,775 mio. kr., hvilket anses som værende tilfredsstillende og i overensstemmelse med forventninger i forhold til markedssituationen, lyder det blandt andet i ledelsens kommentar til regnskabet.
Ceetec udvikler og sælger profilvalselinjer, slibemaskiner, maleanlæg og CNC-maskiner. Virksomheden har desuden flere specialopgaver på cv’et; herunder montagelinjer og bearbejdningsmaskiner til træ- og vinduesindustrien.