Globalt fremstød for Dampa
De amerikanske ejere af loftsproducenten Dampa sætter turbo på vækststrategi efter et dårligt 2003, som blev præget af en svag dollar og lavkonjunkturer. Et globalt salgsfremstød med afsæt i Europa skal løfte virksomheden i Tommerup.
Ifølge Fyns Stiftstidende, skal offensiven forestås af en ny administrerende direktør, den 38-årige Lars Østergaard. Han bliver samtidig chef for Dampa's hollandske søsterselskab Chicago Metallic Boxtel, som indgår i de amerikanske ejere Chicago Metallic Groups beslutning om at investere i en europæisk vækststrategi.
Dampa udvikler og producerer akustiske og brandbeskyttende loftssystemer i stål og aluminium med afsætning især til bygge- og anlægsbranchen og skibsværfterne. Lavkonjunkturen medførte sidste år et dårligere resultat end ventet, fremgår det af årsregnskabet, der netop er offentliggjort samtidig med meddelelsen om ledelsesændringerne, skriver Fyns Stiftstidende.
Omsætningen faldt fra 131 millioner kroner i 2002 til sidste år 109,4 millioner kroner, mens koncernresultatet blev et underskud efter skat på 2,2 millioner kroner.