23948sdkhjf

Hver fjerde virksomhed vil hente medarbejdere i udlandet i 2018

Stadig flere danske virksomheder forventer at rette blikket uden for Danmarks grænser, når ledige stillinger skal besættes.

Ifølge en konjunkturundersøgelse fra Lederne, som er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.302 ledere i private virksomheder, forventer 26 procent af de adspurgte ledere at rekruttere arbejdskraft fra udlandet i første halvår af 2018. I en tilsvarende undersøgelse foretaget for ét år siden var andelen med rekrutteringsblikket rettet mod udlandet på 21 procent. På fem år er andelen steget med 8 procentpoint - fra 18 til 26 procent.

Undersøgelsen viser, at den primære årsag til at ville rekruttere fra udlandet er, at det ikke er muligt at finde den ønskede arbejdskraft i Danmark. Dén årsag peger 65 procent af de ledere, der vil rekruttere arbejdskraft uden for Danmark, på, mens knap halvdelen, 48 procent, vurderer, at den udenlandske arbejdskraft har nogle kvalifikationer og kompetencer, som ikke kan skaffes indenlands.

Formanden for Lederne Svend Askær mener, at tallene understreger udfordringen med stigende mangel på arbejdskraft i Danmark.

- Konjunkturundersøgelsen viser overordnet, at der er forventning om et rigtig godt første halvår af 2018 med stigende omsætning, produktion, eksport og beskæftigelse. Men der er en forudsætning for økonomisk vind i sejlene, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de efterspørger, og især når det gælder faglærte og medarbejdere med videregående uddannelser har lederne store problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere i Danmark. Derfor er det naturligt, at stadig flere virksomheder retter blikket mod især Øst- og Vesteuropa for at finde nye medarbejdere, siger Svend Askær.

Tiltrække arbejdskraft fra lande uden for EU
Ledernes formand mener, at det er vigtigt, at det fra politisk side gøres nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU ved at sænke beløbet på den såkaldte beløbsordning.

- For nylig kom det frem, at antallet af EU-borgere, der kommer til Danmark for at arbejde, er raslet ned med 65 procent på blot 15 måneder, og især polakkerne bliver væk. Så meget desto vigtigere er det, at danske virksomheder også begynder at tænke i rekruttering fra lande uden for EU - og at disse bestræbelser bliver understøttet med politiske initiativer, siger Svend Askær.

Ifølge undersøgelsen forventer 59 procent af lederne med planer om at rekruttere i udlandet at finde nye medarbejdere i Østeuropa, 41 procent peger på Vesteuropa og 32 procent svarer Norden.

Konjunkturundersøgelsen i sin helhed offentliggøres i januar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078