MiR runder 75 millioner
En tredobling i omsætningen på bare ét år. Det er virkeligheden hos den danske robotproducent Mobile Industrial Robots.
Omsætningen har her i 2017 rundet de budgetterede 75 mio. kr. Samtidig sigter MiR nu mod 200 mio. kr. i 2018.
MiR oplyser, at den plan kræver yderligere global ekspansion, samt at medarbejderstaben i løbet 2018 skal øges med 50 kolleger.
- Det handler naturligvis om at læse markedet og analysere på udviklingen, og vi så nogle positive tendenser i 2016. Men vi sigtede meget højt, og også højere end vi vidste, om vi kunne ramme. Det handlede for os om at lave en skarp plan, som kunne sikre, at vi kunne eksekvere i både udvikling, produktion og salg, siger administrerende direktør i MiR, Thomas Visti.
Han forklarer, at væksten i 2017 primært skyldes ordrer fra multinationale virksomheder, der vender tilbage med bestillinger på større flåder af mobile robotter, efter de har afprøvet og analyseret mulighederne med MiR100 og MiR200 i deres produktion.
Den amerikanske robotindustri-analytiker, Frank Tobe fra Nasdaq-indekset ROBO Global LLC, har også fået øje på MiR.
- MiR's hastige vækst sker parallelt med en anden tendens: At virksomheder i stigende grad bruger mobile enheder til at automatisere transport af materialer fra a til b frem for at bruge manuel arbejdskraft til det. Det er ikke kun MiR, der oplever betydelig vækst – salget hos andre producenter af mobile robotter ligger også over forventningerne. Men MiR's vækst drives også af CEO Thomas Vistis brug af det velafprøvede, konsoliderede netværk af forhandlere og systemintegratorer, som han opbyggede i årene hos Universal Robots, lyder det fra analytikeren.
MiR's kundeliste tæller blandt andre multinationale virksomheder som Honeywell, Kamstrup, Airbus, Unilever, Adidas og Flex. 25 procent af MiR's leverancer gik i 2017 til industrien i USA, mens det tyske marked aftager 20 procent og Kina 15 procent.