Vestas runder milepæl
For 17 år siden introducerede Vestas sin 2 MW-platform, og nu er vindmølle nummer 20.000 blevet installeret. Det skriver Vestas i en pressemeddelelse.
Siden introduktionen har Vestas lanceret vindmøllen i flere opgraderede versioner, og i dag snurrer møller baseret på denne platform med en samlet kapacitet på mere end 38 GW.
- At installere 20.000 vindmøller fra samme platform i 45 lande på tværs af seks kontinenter er en bemærkelsesværdig bedrift i Vesas’ historie og et teknologisk lederskab, der understreger vores evne til at være i front med løbende produktinnovationer og reduktioner i cost of energy, siger Anders Vedel, executive vice president og CTO hos Vestas.
Vindmølle nummer 20.000 blev installeret i den 2 GW store vindmøllepark Wind XI i Iowa.