23948sdkhjf

GK Trådgnist flytter rundt

Den vestjyske værktøjsproducent har samtidig opgraderet maskinparken.

Trådgnistningen og hulgnistningen hos GK Trådgnist har nu fået sin helt egen produktionshal.

En 600 kvadratmeter lagerhal er nemlig blevet inddraget og forvandlet til produktion.

- Vi kunne ikke blive ved med at være i de eksisterende bygninger. Så ville vi hellere flytte gnisten og så holde spåntagningen i én bygning, fortæller medindehaver Mogens N. Andersen.

Selve flytningen blev gennemført i november, og den har også givet plads til investeringer i den spåntagende afdeling.

- Vi har købt et 5-akset bearbejdningscenter. Vi har egentlig forberedt det til robot, men i første omgang har vi valgt ikke at gøre brug af det, siger Mogens N. Andersen.

Til gengæld beretter han, at bearbejdningscentret er en væsentlig teknologisk opgradering af virksomhedens maskinpark.

- Vi har mange 3-aksede bearbejdningsmaskiner, men det er nyt, at vi har 5-akset bearbejdning. Vi er nødt til at følge med tiden, og der er store besparelser i opspændingstiden, når man har flere akser. Der er også en del at vinde på nøjagtigheden, forklarer han.

Cirka 80 procent af GK Trådgnists produktion er værktøjer, mens resten er andet underleverandørarbejde. Og der er god efterspørgsel efter virksomhedens kompetencer for øjeblikket, fortæller Mogens N. Andersen.

- Det går godt, og vi ligger rimelig jævnt og stabilt. Vi har haft en omsætningsstigning på 10 procent i 2017. Det stiler vi efter hvert år, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079