Stålkommentar: Et opsving i skyggen af eurokrisen
Eksperter tror, at prisen på blandt andet jernmalm og koks vil stige, når råvarekontrakterne skal forhandles med udgangen af året. Euroen vil fortsat være hårdt presset.
I USA lysner det, når det gælder byggebranchen. 29 af 50 stater rapporterer om stigende oktober-tal sammenlignet med sidste år. Indkøbschef-Indekset for november var 56,6 %, hvilket var en stigning.
Russisk stål bliver hjemme
66 lande indgår i World Steel Association. De rapporterer en samlet produktion på 118 millioner ton råstål i oktober. Det er 2,4 % mere end oktober 2009. Kina producerede 50,3 millioner ton og tegnede sig således for 43 % af månedens produktion i verden. En række kinesiske stålværker har lukket højovne som en del af en national energikampagne, hvor lokale kinesiske myndigheder fastsætter kravene.
Ser vi på stålforbruget i Europa, så rapporterer den tyske ståldistributørforening i samarbejde med Eurometals Steel Net Forum i Luxembourg, at det normale niveau nu er opnået i Tyskland, og man forventer, at forbruget vil stige med 3,9 % i 2011. Men formanden, Oliver Eller Mann, konstater samtidig, at den fortsatte økonomiske usikkerhed i omverdenen kan påvirke det tyske marked, og at stålindustriens råvarer som jernmalm og skrot nu er på et rekordhøjt prisniveau, hvorfor det gælder om at have styr på omkostningsniveauet og vænne sig til højere priser.
Georges Kirps fra Eurometal, de europæiske ståldistributørers brancheforening, bliver også citeret af Steel Business Briefing (SBB) angående råvarepriserne, hvor han sammenligner med 2004 hvor jernmalm-producenterne tegnede sig for 9 % af stålets værdi mod 42 % i 2009.
Steel Business Briefing rapporterede også fra Rusland, som fejrer FIFA's meddelelse om, at de bliver arrangør af VM 2018. Kilder, SBB har talt med, anslår, at det temmelig sikkert vil reducere den russiske eksport af visse stålprodukter, som i stedet går til en udvidelse af den russiske infrastruktur og ombygning eller nybygning af stadioner i mindst fire byer. Analytikere anslår ligeledes, ifølge SBB, at det samlede russiske budget for VM vil være højere end den tilsvarende 12 mia. dollar store investering i 2014 Vinter OL i Sochi.
Skrotpriser har været høje i løbet af sommeren og efteråret, og efterspørgslen i Rusland er høj, ligesom vinteren er en tid, hvor mindre skrot samles ind. Selv Tyrkiet importerer skrot og betalte i december den højeste pris siden maj, rapporterer SBB. De stigende priser på skrot påvirker blandt andet armering.
Stål-analytikere tror, priserne stiger
Stålværkerne konstaterer, at råvarer som jernmalm og koks vil fortsætte med at stige i pris, når de nye råvarekontrakter skal forhandles inden årsskiftet. De hævder, at stigende omkostninger er uundgåelige. I mellemtiden er dollaren styrket, lagrene i Europa er lave, og SBB anslår, i en webartikel den 2. december, at værkerne får stigningerne igennem, når efterspørgslen er god i begyndelsen af næste år.
European Steel Review, skriver i sin novemberrapport, at de flade produkter, der er faldet i pris over en periode, nu kan ventes at stige igen.
Kilde: Tibnor - http://www.tibnor.dk