23948sdkhjf

Hun kvittede Kvickly - nu skal hun være rustfast smed

23-årige Simone kvittede Kvickly og har nu sat kursen mod en uddannelse som rustfast smed - lærepladsen er hos Landia i Lem.

- Det er fascinerende, og som smed er du produktiv. Det handler om at skabe ting, og der er mulighed for at være kreativ.

Sådan siger Simone Verona Henriksen Lund, som er i gang med smedeuddannelsen og har en plan om at være uddannet rustfast smed i år 2021.

Hun er med til DM i Skills i Herning for at fortælle mere om sit fag til de interesserede blandt de tusinder af skoleelever, som også gæster DM i Skills. Det sker som del af Industrisamarbejdets fremstød, hvor lærlinge fra en stribe danske industrivirksomheder på en fællesstand viser, hvad de bruger deres fag til og svarer på spørgsmål.

Farvel til Kvickly
For 23-årige Simone var det ikke smedefaget, som i første omgang blev hendes levevej. Hun er uddannet butiksassistent og har arbejdet seks år i Kvickly.

Men en dag skulle der ske noget nyt, og hendes vejleder foreslog Simone at kigge på smedefaget og foreslog et kort introforløb hos Lem-virksomheden Landia, der producerer pumpe- og omrøringsløsninger til landbrug, spildevandssektoren, biogasanlæg og fiskeindustri.

Og så gik der ikke lang tid, før Simone var fanget af faget.

- Det er gået meget hurtigt, og det er lidt vildt, men jeg er rigtig glad for det, siger Simone, der efter det korte praktikforløb fik både fast job som ufaglært på Landia og lovning på en læreplads samme sted.

- Så da jeg startede på grundforløbet på erhvervsskolen, havde jeg allerede lærepladsen, så det var rigtig godt, siger Simone, som efter eget udsagn trives rigtig godt med, at der er lidt mandehørm på arbejdspladsen.

De unge skal prøve det
Derfor tøver hun heller ikke med at opfordre andre piger til at kigge lidt mere på smedefaget, når de vælger uddannelse.

- Der er så mange hjælpemidler til løft og andre tunge ting, at piger sagtens kan blive smed. Hvor der er vilje, er der vej, siger hun og har en også en holdning til, hvordan man får flere unge ind på de industrielle uddannelser.

- Jeg tror, de unge skal ud at prøve det. Det er vigtigt, at folkeskolerne sender eleverne ud for at prøve det her, inden de vælger, siger Simone.

Når det kommer til fremtiden, så håber Simone, at der kan stå Landia på lønsedlen mange år frem.

- Landia er et fedt sted at være, og der kunne jeg godt tænke mig at arbejde fremover. Der er et godt miljø, siger den kommende rustfaste smed, som udover sit karriereskifte også er blevet enlig mor til tvillinger på et år.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.244