Grossisterne øjner stigende salg
Trods et fortsat højt konkursniveau forventer 90 % af de danske grossistvirksomheder at sælge mere i første kvartal 2011.
Ifølge Jyllands-Posten er det således hele 90 % af grossisterne blandt DI Handels medlemmer, der forventer at øge salget i første kvartal. For et år siden lød det tilsvarende tal på 70 %:
- Grossister, som leverer til eksportindustrien eller selv sælger på eksportmarkederne, er de mest positive. De nyder godt af den stigende eksport til lande, som har mere gang i økonomien end Danmark, siger branchedirektør Lars William Wesch til avisen.
Vil se klare tegn på vækst
Trods de positive udmeldinger, afslører undersøgelsen også flere bekymrende tendenser. Mange virksomheder er fortsat usikre på fremtiden, blandt andet som følge af et konkursniveau, der er dobbelt så højt som normalt:
- Det er foruroligende, at den høje frekvens fortsætter. Hårdest ramt er handelsvirksomheder inden for byggeri og anlæg, hvor kunderne ikke har meget at lave. Samtidig er bankerne meget påpasselige med kreditter til erhvervet, så virksomhederne har svært ved at klare sig igennem de vanskelige år, siger Lars William Wesch.
Den fortsatte usikkerhed betyder også, at der ikke umiddelbart er udsigt til nogen jobfest i branchen. Således forventer blot hver fjerde virksomhed at rekruttere nye medarbejdere i første kvartal af 2011.