23948sdkhjf

Lønpres i nabolande risikerer at udløse større krav herhjemme

En lang række faktorer både herhjemme og i udlandet får blandt andet Nordea til at konkludere, at vi snart ser stigende lønpres.

Tiden med beskedne lønstigninger lakker muligvis mod enden, skriver Finans.

Stigende konkurrence om den østeuropæiske arbejdskraft, opblomstring i Polen, Ungarn og Tjekkiet og stærke lønkrav i Tyskland kan være med til at drive lønnen op herhjemme, vurderer flere eksperter. Virksomhederne er også bekymrede.

- Selvom man inkluderer reserven af arbejdskraft fra udlandet, så er vi ved at være på det punkt, hvor man vil se lønningerne accelerere, siger Anders Svendsen, chefanalytiker i Nordea.

Lønstigningerne har de seneste år været afmålte, blandt andet fordi inflationen har været rekordlav. Denne kombination har ifølge Nykredit sikret solide reallønstigninger i den private sektor på omtrent 1,5 procent de seneste tre år.

Nu ser inflationen dog ud til at stige. Samtidig har lande som Tyskland, Holland, Storbritannien og Polen i dag en lavere ledighed end Danmark, og det øger ifølge Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, presset på lønnen.

Det kan man se i Tyskland. I disse dage slås de 3,9 millioner medlemmer i fagforeningen IG Metall for lønstigninger på 6 procent og mulighed for en 28 timers arbejdsuge. Deres arbejdsgivere, som tæller industriklenodier som Siemens og Daimler, har tilbudt dem 2 procent.

- Der er opsving mange steder i Europa på samme tid, og arbejdsmarkederne strammer til. Det kan godt betyde, at vi begynder at se lønpresset stige indenfor det næste års tid, siger Jacob Graven til Finans.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078