Dansker skal booste GE Winds offshore-salg
Den amerikanske vindmølleproducent går i kødet på danske konkurrenter og vil have sin del af havvindmølle-markedet.
Den 1. marts tiltræder Søren Høffer som salgsdirektør for havvind hos Generel Electric. Den amerikanske gigant har hentet ham hos LM Wind Power, som man overtog sidste år. Det skriver Børsen.
Planen er at øge markedsandelen inden for offshore-vind markant. I dag sidder GE på beskedne 2 procent af det voksende marked, mens Siemens Gamesa sidder på cirka 51 procent og MHI Vestas på cirka 25 procent.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en masse spændende udbud i Europa i øjeblikket, og det er klart noget af det, vi vil gå efter. Vi skal positionere os, så vi får en større andel, siger Søren Høffer.
Han vil dog ikke sætte konkrete tal på, hvor hurtigt GE skal vokse.