3D-printet titaniumgriber griber om laksen
Den griber, som Teknologisk Institut har 3D-printet i titanium, er egentlig på sin vis næsten for simpel at printe.
Der er ingen komplicerede geometrier, ingen indvendige kølekanaler eller hulrum, som man ofte ser ved 3D-printede emner. Alligevel kan det betale sig for udstyrsleverandøren Marel at 3D-printe griberen frem for at fremstille den via traditionel bearbejdning, som 3D-print ellers notorisk har svært ved at konkurrere med på de lidt højere styktal.
- Hvis man skulle fræse emnerne ud, ville der være en masse opspændinger og materialespild. Så dermed kan vi gøre det konkurrencedygtigt på pris ved at 3D-printe emnerne, forklarer Mads Østergaard, seniorkonsulent på Teknologisk Institut, som har stået for at printe griberne.
Nemt at lave designændringer
Griberne skiller sig også ud al den stund, at de er godkendt til direkte kontakt med fødevarer.
Selve det metalpulver, de er fremstillet af - rustfrit stål eller titanium - er på grund af pulverstørrelsen ikke godkendt til fødevarekontakt, men Teknologisk Institut har efterfølgende fået det færdige emne godkendt hos Fødevarestyrelsen via en migrationstest og fuld sporbarhed i produktionen.
Kunne gå hurtigere
Griberen ville kunne fremstilles hurtigere i en fræsemaskine, men så har man til gengæld ikke den samme designfrihed som i 3D-print, anfører Mads Østergaard. Som eksempel fortæller han, at der blev ændret i griberens design flere gange i udviklingsprocessen med Marel, som anvender griberne til at gribe fast om laks lige bag deres hoved, når de får skåret hovederne af.
- Vi lavede først én version, men så kom Marel med et par rettelser, hvorefter vi printede en ny. Men uden at vi skulle lave nye opspændingsværktøjer eller fræsefiler, siger han og tilføjer:
- Fisk er forholdsvist standard at håndtere, men hvis fisken nu varierer i størrelse, er det med 3D-print nemt tilpasse griberens geometrier til den pågældende fisk.
Fødevaregodkendelsen er opnået på samtlige emner, der printes i rustfrit stål eller titanium på den samme printer. Hver enkelt griber skal altså ikke testes og fødevaregodkendes.
Fødevaregodkendelsen gælder også for plasttypen nylon, men det er metalemnerne, der er de klart mest interessante, lyder det fra Mads Østergaard.
- Det er faktisk første gang, vi har 3D-printet så simpelt et produkt, slutter han.
Griberne er allerede i brug på Marels Salmon Division i Støvring.
