Kinesisk milliardkontrakt til Logstor
Løgstør-virksomheden har underskrevet en femårig aftale til en værdi af over 3 mia. kr. med millionbyen Harbin i det nordøstlige Kina.
Ifølge planerne skal det første renoveringsarbejde udføres i løbet af 2011, og de nye produktionsfaciliteter skal derfor være operationelle inden for første halvår af 2011.
I Asien siden 2003
Harbin har 10 mio. indbyggere og er dermed Kinas tiende største by. Byen er hovedstad i Heilongjiang provinsen og udgør regionens politiske, økonomiske og videnskabelige centrum. Man arbejder aktivt på at kunne kalde sig Kinas førende, hvad angår miljøvenlig opvarmning med forbedret energieffektivitet, da opvarmning og køling af bygninger udgør en stor del af byens energiforbrug. Bystyret har derfor besluttet at renovere og udbygge store dele af fjernvarmenettet, så det kommer op på højest mulige standard.
- Det er en særdeles spændende mulighed for Logstor, da vi med denne åbning af det kinesiske fjernvarme- og fjernkøle-marked udvider vores markedsområde meget betydeligt. Potentialet for Logstor’s produkter og teknologier i Kina er kæmpestort. Vi er i stand til at levere nogle af de teknologier, der kan hjælpe Kina rigtig langt på vejen i deres ambitiøse mål for energibesparelse. Harbin-kontrakten vil blive startskuddet for os på det kinesiske marked, udtaler Logstor’s CEO, Preben Tolstrup.
Logstor har været til stede i Asien siden 2003 med sit datterselskab Logstor Insulation Co. (Wuxi) Ltd., beliggende i Wuxi vest for Shanghai, der fremstiller præ-isolerede rørsystemer til marineindustrien. I løbet af 2009 og 2010 har Logstor forstærket sine bestræbelser på at udvide og styrke sit fodfæste i denne hastigt voksende region og understreger nu sit engagement dér med blandt andet det nyetablerede Logstor Green Technology Co. Ltd. i byen Lang Fang lige øst for Beijing.