Nu skal batterier fremstilles af plast eller papir
Ved hjælp af nye materialer og ny produktionsteknologi er det muligt at reducere omkostningerne ved at lave batterier. Det viser svensk forskning, skriver organisationen Rise i en pressemeddelelse.
De såkaldte modulitter består af seriekoblede superkondensatorceller. Disse er fremstillet ved trykteknologi på plader af både plast og papir. Ideen går ud på, at man vil kunne fremstille plast- eller papirbatterier i fremtiden, hvilket vil have lavere omkostninger for batteriproduktionen end hidtil. Dette vækker også interesse på det danske marked, hvor lignende forskning ikke tidligere er set.
Fælles projekt
Modulit-projektet blev grundlagt i 2014 af Sveriges uafhængige, statslige forskningsinstitut Rise, der har hovedsæde i Borås. Projektet blev udviklet i samarbejde med KTH, Linköpings Universitet og Mittuniversitetet. Sammen forsker de i at udvikle nye metoder til at reducere produktions- og integrationsomkostninger, når man lagrer energi i celler. Prototyperne blive produceret på Rises test og demonstrationsanlæg.
Monolitisk integration
Hos forskningsinstituttet har man bygget videre på en allerede kendt type teknologi til at reducere energiomkostningerne i lagringsprocessen.
- Vi har arbejdet på monolitisk integration af energilagringsmoduler, siger Mats Sandberg, seniorforsker hos Rise Acreo.
- Den såkaldte monolitiske integration er et kredsløbskoncept, der har eksisteret siden 1960’erne, da man begyndte at producere integrerede kredsløb. Denne udvikling har sidenhen revolutioneret elektronikindustrien i løbet af de sidste 50 år.