Grundfos fyrer i Bjerringbro
I et internt brev har Grundfos oplyst sine medarbejdere om, at man er nødsaget til at tilpasse organisationen. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Det betyder, at 78 medarbejdere nu skal afskediges. Der er både tale om timelønnede og funktionærer, og det bliver hovedsageligt i hovedkvarteret i Bjerringbro.
Presseansvarlig Mads Klougart Jakobsen oplyser, at afskedigelserne skyldes, at aktivitetsniveauet ikke helt er som forventet, og at Grundfos blandt andet har oplevet en nedgang i salget af varmepumper.
- Vi er også ramt af en ganske markant nedgang på det tyske marked, og vi har generelt meget moderate forventninger til 2025, så det er baggrunden for, at vi må tilpasse organisationen, siger han til Viborg Stifts Folkeblad.