Automatisering kræver fælles dataøkosystem
For at kunne øge automatiseringen i industrien er der brug for et dataøkosystem, der forbinder de enkelte computerprogrammer. Det mener projektleder Eilert Johansson hos det svenske forskningsinstitut Rise og efterlyser sikkerhedskrav, der er skræddersyet til hver applikation uden at gå på kompromis med sikkerheden i proceskritiske applikationer.
Han bruger minedrift som eksempel.
- I dag er der ingen, der tvivler på trådløs kommunikation indenfor minedrift. Vi har allerede bevist, at det virker. Udfordringen er nu at få forskellige virksomheders tekniske løsninger til at kommunikere med hinanden på en enkel måde uden at risikere sikkerhed og produktion, siger Eilert Johansson.
Han leder opfølgningsprojektet, PIMM DMA, som skal videreudvikle trådløse netværk i industrielle miljøer og især i minedrift.
Tre fokuspunkter
En tredjedel af projektet omhandler yderligere udvikling af fjernstyring af maskiner i minen. Den anden tredjedel omhandler udvikling af mobilnetværket, så det bliver tilstrækkeligt pålideligt i industrimiljøer. Den resterende tredjedel er dedikeret til, hvad Eilert Johansson kalder dataøkosystemet: Hvordan forskellige computerprogrammer kan knyttes sammen og udveksle information i et stort net af software uden at gå på kompromis med sikkerheden i proceskritiske applikationer.
- På den ene side har vi kritiske styresystemer med høj sikkerhed, og på den anden side har vi IT-miljøet med tidsrapportering og e-mail-programmer. Derimellem begynder programmer at opstå, der forbinder disse verdener i et dataøkosystem, som jeg anser for nødvendigt for at automationen skal kunne fortsætte, siger Eilert Johansson.
Brug for enklere krav
Løsningen er, at hver ny hardware og software skal være på det korrekte sikkerhedsniveau. Når procesindustrien installerer nye komponenter hurtigt, er det ikke længere muligt at investere 100.000 kroner for at få dem ind i det kritiske styresystem. For nogle komponenter, såsom kontrolenheder, vil det nok forblive sådan, men på eksempelvis måleudstyr kan man måske acceptere færre krav.
- Det, der ikke er proceskritisk, kan få enklere krav. Hvis vi så kan overføre informationen mellem disse forskellige systemer, vil automationen for alvor accelerere, da det forenkler teknologien og reducerer omkostningerne dramatisk, siger Eilert Johansson.
Han beskæftiger sig ikke selv ret meget med programmering eller automatisering i projektet. Det står virksomhederne for. Hans rolle er at være en neutral projektleder, når interessekonflikter opstår mellem deltagende virksomheder.
- I øjeblikket arbejder vi hårdt på formuleringen af IT-aftaler i mineindustrien. I telekommunikationssektoren er det almindeligt, at kunden sikres en vis hastighed og sikkerhed på sine ydelser, men sådan arbejder man normalt ikke i procesindustrien, selv om de gerne vil have sådanne aftaler. Sammen med Telia undersøger vi, hvordan man kan udforme den slags kontrakter, fortæller Eilert Johansson.