Nyt om navne: Befæstelsesproducent får ny salgsdirektør
ITW Byg, med base i Middelfart, har netop oprustet i ledelsen med Christian Skouborg som salgsdirektør for Danmark.
Det sker for at styrke samarbejdet med virksomhedens netværk af forhandlere.
- Vi har i dag over 500 forhandlere fordelt over hele landet. Min vigtigste opgave bliver at gøre det endnu lettere for dem at få solgt vores varer ud af butikken ved at tilbyde de løsninger og koncepter, som deres kunder har brug for, siger Christian Skouborg
Christian Skouborg kommer fra stillingen som salgsdirektør for ITW Bygs norske afdeling og var tidligere nordisk key account manager i virksomheden gennem to et halvt år.
Før det har Christian Skouborg, der oprindeligt er uddannet markedsføringsøkonom, gennem knap 10 år arbejdet hos den amerikanske industrigigant General Electric.
- Vi har haft flot vækst i Danmark de seneste år og har høj markedsandel og stor efterspørgsel på vores produkter blandt håndværkerne. Derfor opruster vi nu vores salgsorganisation, så den kommer til at bestå af i alt 26 personer, der skal understøtte og videreudvikle det gode samarbejde vi har med vores forhandlere.
Blandt andet opretter ITW Byg en helt ny afdeling under ledelse af Normann Karlsen, som specifikt skal styrke virksomhedens indsats i forhold til kædekontorerne.
Christian Skouborg overtager jobbet fra Lars Vilhelmsen, som fremover vil koncentrere sig om sin opgave som nordisk salgsdirektør.