Industriens investeringer på katastrofekurs
Investeringskrisen fortsætter og kan ende med en tilbagegang på dybtrøde tal
Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik her til morgen.
Det er nemlig almindeligt, at forventningerne til investeringer ændrer sig over tid, fordi virksomhedernes investerings- og frasalgsplaner bliver mere og mere konkrete, og de kan påvirkes af eksterne faktorer.
Og derfor kan forventningen om en beskeden fremgang hurtigt vendes til det modsatte - og det vil sandsynligvis ske.
Får modsat fortegn
På baggrund af de seneste tyve års tal forudser Danmarks Statistik nemlig i dag med 67 procents sandsynlighed, at de endelige tal for 2018, som opgøres i marts næste år, vil gå i den stik modsatte retning og rent faktisk vise 4 procent mindre investeringer end i 2017, altså en ændring til minus 4 procent.
Sammenholdt med at investeringerne sidste år endte med at ligge hele 12 procent lavere end i 2016, er det en alvorlig tilbagegang over en årrække i en situation, hvor økonomien ellers udvikler sig overordentligt positivt.
Og den vurdering har man også i organisationen Dansk Erhverv:
- Meget tyder på, at investeringskrisen fortsætter, og der er derfor al mulig grund til at tage dagens tal alvorligt, lyder det fra cheføkonom Steen Bocian.
Problemer i horisonten
Han peger på, at det sandsynligvis er skattesystemet, fortsat stram kreditstyring i bankerne og økonomiske usikkerhed i forhold til Danmarks fremtidige handelsvilkår i relation til særligt USA og Storbritannien, der er med til at trykke investeringerne ned.