23948sdkhjf

FLSmidth ser gryende opsving trods tilbagegang

Det er gået tilbage på de fleste poster for FLSmidth, der dog tror på, at fremtiden bliver stadigt lysere.

Danske FLSmidth, der leverer udstyr og service til mine- og cementindustrien, måtte notere sig en tilbagegang på de fleste poster i de tre første måneder af 2018.

Selskabet er dog optimistisk efter kvartalet, hvor valutaudsving har været en stor udfordring.

- Mineindustrien er i begyndelsen af et opsving. Og det, at vi har vundet vores første store mineordre siden 2015, ser vi som en blandt flere indikatorer på en stigende investeringslyst i mineindustrien, skriver administrerende direktør Thomas Schulz i regnskabet.

Omsætningen i første kvartal, der dækker januar til marts, faldt med lidt over 100 mio. kr. til 4,2 mia. kr. Nettoresultatet faldt i samme periode med små 30 mio. kr. til 136 mio. kr.

FLSmidth skriver i regnskabet, at omsætningen steg med 3 procent, hvis man fraregner valutaeffekter.

Mens også ordreindgangen og ordrebogen gik tilbage, har FLSmidth positive ord til udviklingen i selskabets største division, der dækker over salg til mineindustrien.

- Genrejsningen af investeringer i mineindustrien fortsatte med at materialisere sig i første kvartal. Aktivitetsniveauet steg i andet halvår 2017, og mængden af henvendelser var fortsat høj i første kvartal, skriver FLSmidth.

Ordreindtaget i divisionen steg da også med 50 procent i første kvartal, der er båret af en stor ordre på mere end 600 mio. kr. til en kobbermine i Kazaksthan.

For FLSmidths andet store forretningsområde, cementfabrikker, var udviklingen mere blandet. Markedet var stabilt, men desværre på et lavt niveau.

I forbindelse med regnskabet præsenterede FLSmidth en stor strukturændring, der halverer antallet af divisioner til to og skal digitalisere selskabet.

Aktierne i FLSmidth stiger med 6,4 procent oven på regnskabet.

/ritzau/

FLSmidth & Co. A/S
mio. kr. 1. kvartal 2018 1. kvartal 2017
Nettoomsætning 4.235 4.371
EBIT 248 272
Resultat før skat 213 238
Årets resultat 136 161
Balancesum 21.349 23.572
Egenkapital 8.058 8.496
Antal ansatte 11.790 11.869
Regnskabsåret blev afsluttet 31. marts 2018
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141