Sauer-Danfoss sparer millioner på ny indkøbsstrategi
Koncernens otte decentrale indkøbsafdelinger er blevet slået sammen. Samtidig er antallet af leverandører ved at blive reduceret markant.
- Flere konsulenter havde peget på, at vi havde et stort potentiale i vores indkøb, fordi de fleste af vores forretningsenheder købte ind i deres nærområde. Der var med andre ord store besparelser i at ændre på organisationen, men vi var nødt til at lave drastisk om, siger Torben Pedersen, direktør for Sauer-Danfoss' globale indkøbsafdeling til Ingeniøren.
Vil have 300 leverandører
Et af de centrale elementer i den nye strategi er en kraftig reduktion af antallet af leverandører. I 2010 havde koncernen ca. 1.400 forskellige leverandører, og det tal skal efter planen ned på blot 300 i 2013 for at sikre bedre indkøbspriser og andre stordriftsfordele.
Og den del af sammenlægningen er godt på vej. Torben Pedersen nævner som eksempel, at man inden for en enkelt produktkategori har reduceret antallet af leverandører fra 200 til 1 og på den måde har opnået en tocifret besparelse.
Sauer-Danfoss’ indkøbsafdeling har 150 medarbejdere fordelt på otte lande. Efter planen skal sammenlægningen af de mange decentrale indkøbsafdelinger være afsluttet i løbet af 2011. P.t. anslår Torben Pedersen, at 90 % af projektet er gennemført.