Carsten Holm A/S opkøber konkurrent
Det sker med opkøbet af virksomheden DK - Seals, der har specialiseret sig i at fremstille tætninger til alle formål.
Efterspørgslen på specialfremstillede tætninger har været stigende over de senere år, og Carsten Holm A/S har derfor valgt at opruste sin in-house produktion.
- Med opkøbet af DK - Seals får vi tilført ekstra knowhow og kompetencer på området, som gør, at vi forhåbentlig bliver i stand til at følge med den stigende efterspørgsel, siger Ulrik Holm, administrerende direktør og ejer af Carsten Holm A/S.
I dag udgør salget af specialfremstillede tætninger en mindre del af virksomhedens samlede omsætning. Det håber direktøren nu at kunne øge.
- Vi forventer, at vi over en treårig periode kan vækste 10-20 procent på området’, fortæller Ulrik Holm.
Første opkøb
Carsten Holm A/S har siden 1979 solgt og produceret tætninger, og leverer i dag tætning til en lang række industrier i både Danmark og udlandet, blandt andet til metal-, vind, marine og offshore samt fødevareindustrien.
Opkøbet er det første i virksomhedens historie og et led i ambitionen om at gøre virksomheden til en endnu stærkere tætningsleverandør. For at forfølge denne strategi valgte firmaet allerede i starten af 2016 at bygge nyt domicil ud til Svendborgmotorvejen. Det 3.200 kvadratmeter store domicil, der rummer administration, lager og produktion, skal skabe rammerne for yderligere vækst.
- DK - Seals passer strategisk godt til vores setup, og understøtter vores mål om at kunne levere komplette tætningslønninger fremadrettet. Vi ser rigtig gode muligheder i den nye konstellation, idet DK - Seals tilfører øget viden og erfaring med blandt andet fremstilling af specialtætninger for maskin- og hydraulikindustrien. Det giver en god synergi til Carsten Holms A/S’ sortiment, der sammen med et effektivt produktionsapparat gør det muligt at levere større kvantiteter i høj kvalitet hurtigere og til konkurrencedygtige priser, fortæller Ulrik Holm.
Den tidligere ejer af DK - Seals, Ulrik Olling, fortsætter hos Carsten Holm A/S efter opkøbet