23948sdkhjf

Stor tillid til den fynske robotklynge

131 millioner støttekroner til robotinnovation gør Danmark til topscorer

Det er lykkedes den fynske robotklynge at lægge sig helt i toppen, når det kommer til at få tildelt EU-midler til europæiske robotprojekter. Det viser en ny rapport foretaget af konsulentfirmaet Grøn/Bruun.

- Det er helt fantastisk, at den fynske robotklynge har så stærk en tilstedeværelse i et europæisk forsknings- og udviklingsmiljø, siger Mikkel Christoffersen fra Odense Robotics.

Horizon 2020 er EU’s største forsknings- og innovationsprogram, der skal være med til at sikre Europas globale konkurrenceevne.

Ud af de 253,4 mio. euro - svarende til 1,89 mia. kr. - som Horizon 2020-programmet har uddelt som støtte til europæiske robotprojekter, har Danmark fået tildelt 131,1 mio. kr., hvilket er en syvendeplads i forhold til det totale beløb, men en førsteplads, hvis man kigger på det i forhold til antallet af indbyggere.

Odense er nummer et
Danmarks stærke evne til at tiltrække forsknings- og udviklingsinvesteringer i robotinnovation er især trukket af Teknologisk Instituts robotteknologicenter i Odense. Instituttet har fået investeringer for 89,7 mio. kr. og indtager dermed førstepladsen blandt alle 362 europæiske institutioner, der får Horizon 2020-investeringer til robotteknologisk udvikling.

Igennem de EU-projekter, Teknologisk Institut har tiltrukket, er mere end 20 danske virksomheder blevet involveret i europæiske samarbejder.

- Danske virksomheder fortjener at få adgang til den bedste robotforskning i Europa. Det har vi sat os i spidsen for at bringe ud til det danske erhvervsliv, og samler derfor de bedste innovatører og topforskere fra hele Europa i projekter, der kommer danske virksomheder til gode, siger Kurt Nielsen, der er centerchef på Teknologisk Institut.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078