Nordmark til kamp mod kulde og træk
Et specialdesignet strålevarmeanlæg fra Neotherm har forbedret arbejdsmiljøet væsentligt på Nordmark Maskinfabrik i Sæby, der har specialiseret sig i at bearbejde store stålemner til blandt andet vindmølleindustrien.
- I vores gamle produktionshal med traditionel opvarmning var vinterhalvåret ikke behageligt. Vi havde meget store temperaturudsving, når vores stålemner på op til 40 tons per styk kom ind, efter de havde stået udenfor i frostgrader. Det var som om, disse kolde emner spiste varmen, hvilket resulterede i en meget stor kuldeudstråling og ubehagelig træk, fortæller direktør Michael Jacobsen, Nordmark Maskinfabrik.
Nu sikrer strålevarmepanelerne i loftet en konstant temperatur på 20°, og da strålevarmen fungerer på den måde, at den opvarmer tingene i rummet og ikke kun luften, oplever medarbejderne heller ingen træk, men en mere behagelig stillestående luft i hallen.
Anlægget er specialdesignet til opgaven med kortlægning af særlige zoner i produktionsområdet, som kunne være kritiske, når de kolde emner bliver trukket ind, og i disse zoner er strålevarmepanelets effekt dimensioneret specifikt til zonen.
- Denne zoneopdeling har helt sikket givet os en bedre komfort. Faktisk er temperaturen stabiliseret efter et par timer, når vi trækker de kolde stålemner ind, hvor vi tidligere oplevede træk i produktionsområderne i flere døgn på grund af kuldeudstrålingen. Løsningen har helt klart givet et bedre arbejdsmiljø for mine ansatte, siger Michael Jacobsen.
Oven i det bedre arbejdsmiljø har Nordmark har anlægget sammen med flytningen af produktionen til en ny fabrik reduceret virksomhedens energiforbrug fra 700.000 til 250.000 kr. Besparelsen er et mix af bedre bygningsfaciliteter og opvarmningsform.
Med i projektet var to nye lagerhaller på hver 400 kvadratmeter. Her blev der valgt gasstrålevarme, fordi Nordmark ønskede en ekstremt hurtig reaktionstid fra kold til varm - og en meget koncentreret varme. Hallen er ikke altid opvarmet og tages kun i brug til specielle opgaver, hvorfor der kræves varme her og nu.