Industrien fortsætter optur på jobfronten
Antallet af ansatte i industrien fortsætter fremmarchen og var i andet kvartal 2018 højere end på noget andet tidspunkt siden fjerde kvartal 2009.
Det viser udregninger fra eStatistik, som er lavet til Jern & Maskinindustrien på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Læs også: Gladsaxe topper industriens job-liste
Helt konkret har eStatistik isoleret og udregnet tallene for de faggrupper, der dækker metal- og maskinindustrien i Danmark.
- Man må sige, tandhjulene er velsmurte, og industriproduktionen kører igen i højt gear. Ikke med så mange beskæftigede hænder, som før gælds- og finanskrisen hærgede landet og på blot to år udløste et brat fald i antal job på 20 procent, siger Kent Nielsen, som er direktør i eStatistik.
Han henviser til, at opbremsningen kulminerede i første kvartal 2013, hvor beskæftigelsen var faldet med over 90.000 industrijob, eller hvad der svarer til næsten 25 procent færre beskæftigede i forhold til andet kvartal 2008.
Lang vej til 2008-niveau
Kent Nielsen forventer dog heller ikke, at tallet for beskæftigelsen vil vokse voldsomt de kommende år.
- Der er fortsat lang vej til beskæftigelsesniveauet fra før krisen. Og til trods for de seneste års vækst, er der ikke meget, der tyder på, at industrien når fordums beskæftigelsesniveau igen. Mange typer af industriarbejdspladser er ganske enkelt forsvundet, blevet erstattet af maskiner eller flyttet til udlandet, siger Kent Nielsen.