Ti år med ladcykler og millionoverskud
Gammeldags, solidt købmandsskab er den formel, der har virket for cykelfirmaet Larry vs Harry. I år kan firmaet fejre ti års fødselsdag med et overskud før skat på 3,5 mio. kr. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vi er vel lidt gammeldags, fordi vi prioriterer at have fuld kontrol med kvaliteten og udformningen af cyklerne fremfor at skulle opfylde en investors krav til hurtigt afkast. Vi har aldrig været interesserede i bare at lave en stor gevinst og så trække os tilbage, siger Hans Fogh, direktør og medstifter af Larry vs Harry.
Larry vs Harry blev stiftet under finanskrisen i 2008 af tømrer Hans Fogh og ingeniør Lars Malmborg. Sammen har de udviklet den moderne Long John, Bullitt, som kort fortalt er en racercykel med lad foran. Dengang ville bankerne ikke låne dem penge, så Larry vs Harry blev grundlagt med lån fra venner og familie.
- Vores startkapital blev brugt på tyve ladcykler, som vi solgte. Pengene fra salget af de tyve cykler blev brugt på flere ladcykler. Sådan er forløbet også i dag. Vi har ingen store investeringer, og bruger ikke flere penge, end dem vi har. Det har vi det bedst med, siger direktør og medstifter Hans Fogh
Mange Bullitt-cykler kører rundt i Danmark, men firmaet har også et stort publikum i resten af verden, og har solgt mere end 10.000 ladcykler til Europa, Asien og Nordamerika, men der kører også Bullitt-cykler rundt i både Uganda og New Zealand. Desuden bruger store internationale kurerfirmaer som DHL Bullitt-cyklen til varetransport.
På trods af den gammeldags forretningsmodel har Larry vs Harry en salgskurve, der er stigende, men alligevel uden de store ryk i salgstallene. Årsregnskaberne giver også gode indikationer på, at der er en sund økonomi i forretningen. I seneste årsregnskab kunne de præstere et overskud på 3,5 mio. kr. De fleste af pengene bliver dog geninvesteret i forretningen.
- Vi kan geninvestere de fleste af pengene i forretningen og fortsætte dens udvikling, fordi vi ikke skal trække penge ud og tage hensyn til investorer eller bestyrelse. Det er afgørende for min motivation og en af grundene til, at jeg stadig har lyst til det her efter 10 år, siger Hans Fogh.