Tysk vindmølleordre til Semco Maritime
Northland Deutsche Bucht har tildelt Semco Maritime en femårig servicekontrakt på Deutsche Bucht havmølleparken i den tyske del af Nordsøen. Deutsche Bucht er Northland Power’s tredje havmøllepark.
Semco Maritime får ansvaret for at servicere vindmølleparkens offshoresubstation (OSS).
Northland Power og Semco Maritime har i forvejen kontrakt på servicering af havvindmølleparken Nordsee One, hvor Semco Maritime også har bygget OSS’en.
Servicekontrakten betyder, at Semco Maritime udvider sin afdeling i tyske Norddeich til 8-10 medarbejdere, som efter behov vil blive suppleret af projektansatte.
- Semco Maritime byggede verdens første OSS i 1999 og har stadig nogle af de folk ansat, som var med fra begyndelsen. Dette er en ung industri, hvor ”in-house” viden og erfaring er vigtig, fordi hver eneste OSS altid bliver bygget specielt til den opgave, den skal løse. Vores viden og erfaring inden for OSS’er gør det lettere for os at levere en hurtig, præcis og omkostningseffektiv service eller modifikation, alt efter kundens behov, siger Mads Seneca Iversholt, senior manager, O&M Wind, Semco Maritime.
Ud over de faste servicekontrakter hjælper Semco Maritime med at løse en række OSS-specifikke opgaver for IPP’ere baseret i Norddeich- og Emden-området, mens søsterkontoret i Grimsby, England, primært fokuserer på servicering af den britiske offshore-vindindustri.
Havvindmølleparken Deutsche Bucht vil blive bygget omkring 95 kilometer nordvest for øen Borkum, som ligger i Tysklands ”Exclusive Economic Zone (EEZ)” i Nordsøen. Parken med 33 vindmøller af typen V164-8.4 leveret af MHI Vestas vil have en kapacitet tæt på 269 MW.