23948sdkhjf

SDU og Danfoss vil spinde guld på elbiler

Der er allerede Danfoss-komponenter i 30 millioner elbiler på de europæiske veje

Kasper M. Paasch fra SDU og direktør for Teknologi og Innovation hos Danfoss Drives, Niels Gade er enige om, at elbilerne kommer. Og når de kommer, så gælder det om at være parat.

Niels Gade mener, at vi står på kanten af en disruption inden for bilindustrien. Og det er faktisk rigtig interessant, for selvom man ikke umiddelbart forbinder hverken Danmark generelt eller Sydjylland i særdeleshed med bilindustrien, så har Danfoss Drives faktisk komponenter i over 30 millioner biler på de europæiske veje.

- Hos Danfoss peger vi på en række megatrends, som kommer til at sætte dagsordenen og drive udviklingen de kommende par år. Det er specielt elektrificering, digitalisering, urbanisering samt klimaændringer, vi har fokus på, siger han.

Optimerer bilkomponenter
Og Danfoss ruster sig til den kommende disruption. Rettidig omhu kan man kalde det. Ét af initiativerne i den sammenhæng er Interreg-projektet PE:Region, som firmaer og universiteter på begge sider af den dansk/tyske grænse er gået sammen om. I projektet videndeles, forskes og netværkes der inden for de store trends, som kommer til at forme fremtiden.

- Effektelektronik skal gøres billigere, bedre, mindre og smartere. For det skal være kompakt og robust, når det drejer sig om biler. Hvis du har en motor med 10kW og mister bare 2 pct. af effekten, så snakker vi altså stadig om et spild på et par hundrede watt. Det svarer til den energi, en kogeplade i dit køkken bruger, siger Kasper M. Paasch fra Mads Clausen instituttet, Syddansk Universitet, som står i spidsen for projektet.

I projektet PE:Region arbejdes der på demonstratorer, som skal sætte standarden for fremtidens effektelektronik, blandt andet en 20kW batterilader til elbiler, som er betydelig hurtigere end de eksisterende og samtidig er mere skånsom over for miljøet. En anden demonstrator fokuserer på hurtig styring af elmotorer. De to demonstratorer opsummerer projektet PE:Region rigtig godt: Det handler om bedre effektelektronik og grøn energi.

Skal løfte hele regionen
Gustav Nebel fra Sønderborg Vækstråd er en del af projektet, hvor han faciliterer kontakt mellem universitet og virksomheder.

- Vi har en række virksomheder i området, der er førende komponentleverandører inden for effektelektronik. Vi prøver med dette projekt at få opbygget noget viden, som kan være med til at styrke deres markedsposition. Med disse demonstratorer gør vi samarbejdet mellem universitet og virksomheder konkret, siger han.

Gustav Nebel fortæller videre, at SDU ligger inde med en meget dyb viden om energieffektiv konvertering af strøm, som de kan dele ud af til industrien samtidig med, at SDU selv nyder godt af input og feedback fra virksomhederne og projektpartnerne.

En afledt effekt af projektet er altså, at virksomheder inden for effektelektronik på begge sider af den dansk-tyske grænse styrker deres position på et marked, hvor de i forvejen står stærkt på verdensplan.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094