23948sdkhjf

7.C hilste på både smeden og ingeniøren

Skoleelever mødte både ingeniører og håndværkere under rundvisning på ingeniørvirksomheden PowerCon

De støvede fysikbøger blev vekslet til virkelighed, da 7.C fra Hadsund Skole var på visit hos den lokale ingeniørvirksomhed PowerCon.

Besøget var en del af "Samspil med succes" - et treårigt projekt i Mariagerfjord Kommune, som skal give flere unge lyst til at tage en erhvervsuddannelse.

I PowerCons nye produktionshal hilste eleverne i 7.C på både smede, elektrikere og ingeniører.

Hadsund-virksomheden har stor succes med at producere og sælge store landstrømsanlæg til havne i hele verden og står bag Europas største anlæg på Kristiansand Havn i Norge.

Med et landstrømsanlæg kan skibe slukke deres dieselmotorer, mens de ligger i havnen. I stedet kan de få strøm fra elnettet på landjorden.

Kæmpe mobiloplader
Dermed undgår man en stor mængde CO2-udledning, forklarede ingeniør Mikkel Thomsen.

Eleverne fik også vist, hvordan den konverter, der gør det muligt for skibene at modtage strøm, bliver til på fabrikken i Hadsund.

- Det er ligesom jeres mobiloplader. Bare i meget større skala, forklarede Mikkel Thomsen.

Et landstrømsanlæg kræver både tegnere, ingeniører, forskere, elektrikere, smede og speditører, understregede administrator Gitte Terpet Østergaard, der er ene kvinde i huset:

- Der sidder mange kloge hoveder her. Der bliver virkelig nørdet igennem, og der er mange ledninger at holde styr på.

Mikkel Thomsen fortalte eleverne om sin karrierevej fra elektriker til ingeniør.

- En erhvervsuddannelse er ikke spildt. Jeg tog et adgangskursus på et år og kunne begynde på universitetet.

- Min baggrund som elektriker betyder, at jeg har en god fornemmelse for den virkelige verden og om mine beregninger holder, sagde han.

Vil være Legobygger
13-årige Kian Harati fra 7.C vil gerne den direkte vej på universitetet.

- Jeg har tænkt på jura og lægeuddannelsen. I min familie er der mange læger. Men det er altid spændende at komme ud og se noget nyt sammen med klassen, siger han.

Thore Nissen på 14 år vil gerne være Lego-bygger:

- Jeg synes, det var spændende at høre, at man kan tage et adgangskursus, hvis man vil læse videre fra en erhvervsuddannelse. Det kunne jeg godt finde på i stedet for at tage gymnasiet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079