Disse tre robottrends skal du holde øje med i 2019
Robotteknologien og automationsbranchen generelt udvikler sig i hastig fart, hvorfor det for mange kan være svært at følge med og bevare det overordnede overblik.
Men ifølge Søren Peter Johansen er det specielt disse trends, der kommer til at rykke i 2019:
1. Digitalisering
Der kommer flere og flere værktøjer, der understøtter digitalisering af arbejdsgange. Værktøjerne er udviklet til at opsamle og bearbejde information, og anvendes til at optimere processer og skabe overblik i produktionen.
- Det kommer indover alt, og der kommer mere og mere af det, konstaterer Søren Peter Johansen.
2. Nemmere integration
Det bliver nemmere for alle - også systemintegratorer – at koble forskellige teknologier sammen. Det kan være robotter, avancerede sensorer, gribeteknologi eller produktionsstyringssystemer.
- Hardware er i dag ofte understøttet af smart software, som gør integrationen nemmere, enklere og hurtigere. Det er positivt, fordi det betyder, at systemintegratorer og efterhånden også slutbrugere hurtigere kan udvikle robotceller og løsninger, siger Søren Peter Johansen.
3. Brugervenlighed
Den nemme integration og digitalisering medfører, at anvendelse af robotter bliver lettere. De involverede personer får en bedre brugeroplevelse. Teknologierne bliver en hjælp og efterspurgt af medarbejderne, så virksomhederne får lyst til at investere i de nye teknologier.
- Når brugervenligheden er høj, så er der også flere medarbejdere i virksomhederne, der kan anvende teknologierne, så man undgår flaskehalse af manglende kompetencer i produktionen, afslutter Søren Peter Johansen.
Artiklen er bragt i samarbejde med Teknologisk Institut.