23948sdkhjf

Vestjysk automationsfirma solgt

Det aarhusianske rådgivningsfirma EnergySolution har købt Holstebro-baserede MH-Automation

EnergySolution har specialiseret sig i at levere optimeringsløsninger til større produktionsvirksomheder ved at kortlægge blandt andet virksomhedernes spild og reducere produktionstid og energiforbrug.

Med opkøbet af MH-Automation tilføres et vigtigt ben i EnergySolutions ambition om at blive totalleverandør i procesoptimering.

- Vi har skabt vores forretning på rådgivning og projektledelse og får med sammensmeltningen med MH-Automation mulighed for at tilbyde vores kunder en mere strømlinet løsning. Ved at samle rådgivning og automation under samme tag kan vi undgå, at der opstår et ”gap” mellem den teoretiske projektering af kundens produktionsanlæg og den reelle styring af anlægget. Det betyder, at vi kan påtage os det totale ansvar for projekterne fra start til slut. Det tror vi på, at kunderne vil tage positivt imod. Opkøbet er en naturlig udvikling af vores virksomhed i forhold til de strategiske vækstplaner, vi har lagt, fortæller Martin Raaby Skou, administrerende direktør i EnergySolution.

Han etablerede firmaet i 2012, og virksomheden har i dag 17 medarbejdere.

Hysterisk kvalitetsbevidst
Claus Mose Hansen er manden bag MH-Automation, som han startede i 2008. Han glæder sig til det nye samarbejde med EnergySolution. MH-Automation er specialister i el-projekter og automation for foder- og fødevarevirksomheder samt køle- og varmeanlæg.

- Jeg har længe arbejdet på at udvikle og styrke MH-Automation, så det nye partnerskab med EnergySolution er helt optimalt. Den pondus vi nu får, hvor EnergySolutions højtuddannede ingeniører laver beregningerne på optimeringerne, og vi er de udførende gør, at vi kan tiltrække langt større projekter end hidtil. Vi bliver her i Holstebro, så vi er tæt på vores mange kunder, men har nu bare endnu flere strenge at spille på, siger Claus Mose Hansen.

Ifølge Martin Raaby Skou så er Claus Mose Hansen afgørende for, at han fik ideen om at købe MH-Automation.

- Claus har samme opfattelse af kvalitet, som jeg selv har. Han er nærmest hysterisk perfektionistisk, når det kommer til at levere de rigtige løsninger til kunden. Jeg ved, at MH-Automation har et godt ry i branchen, og de har gennem årene specialiseret sig i automation hos fødevarevirksomheder og plastvirksomheder, områder hvor vi også har en stor del af vores kunder. Derfor har jeg store forventninger til vores fremtidige samarbejde, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang, understreger Martin Raaby Skou.

Fortsætter som direktør
Claus Mose Hansen er per 1. februar blevet direktør for Automation i EnergySolution, og afdelingen for automation vil fortsat have adresse i Holstebro.

- Det er vigtigt for mig, at vi fastholder den stærke tilknytning i Nordvestjylland, hvor både vi og MH-Automation har mange af vores kunder. Vi bibeholder derfor kontoret i Nupark ved Holstebro, hvor de nuværende medarbejdere selvfølgelig også fortsætter i afdelingen. Vi forventer at skulle rekruttere flere rådgivere og softwareprogrammører til afdelingen i Holstebro i den nærmeste fremtid, fortæller Martin Raaby Skou.   

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078