23948sdkhjf

Fynsk værktøjs-konkurs: Ordrerne var der, men kassen var tom

Claus Koch Jensen måtte sammen med sine medejere Flemming Ejde Nielsen og Flemming Frøkjær den 1. februar indgive konkursbegæring for Ejde Nielsen Værktøjsfabrik.

Den fynske værktøjsproducent har rødder tilbage til 1974, hvor den blev grundlagt af Flemming Ejde Nielsen. Da han rundede 65 år i 2013, trådte Claus Koch Jensen ind som administrerende direktør, og han overtog sidenhen aktiemajoriteten i selskabet.

Det var derfor en tung opgave at indgive konkursbegæringen – og ekstra tung, fordi der faktisk var ordrer i pipelinen.

- Vi havde nogle lovede ordrer eller kunder i december og januar, som blev skubbet. Så vi stod uden den ordreindgang, vi havde ventet, forklarer Claus Koch Jensen om baggrunden for konkursen.

- Vi havde en positiv egenkapital på mellem 1 og 2 mio. kr., men der var ingen penge i kassen. Indtil nu havde vi betalt alle vores regninger, så det var simpelthen for at kigge fremad. Med det cash flow vi havde, der kunne jeg se, at vi ville løbe ind i problemer, uddyber han.

Claus Koch Jensen afviser også, at det havde været en løsning at gå i banken og bede om ekstra kredit i ventetiden på de udskudte ordrer.

- Hvis vi så stod i samme situation i næste måned, så ville jeg risikere, at hvis der for eksempel var kommet ordrer ind i mellemtiden, hvor der var forudbetalinger, så havde vi næsten lokket nogen til at indgå en kontrakt, som vi ikke kunne opfylde. Så for at minimere risikoen og genen for kunderne, så måtte vi gøre det nu, siger han.

Han ærgrer sig dobbelt over forløbet, fordi Ejde Nielsens Maskinfabrik er en ret moderne fabrik.

- Vi har moderniseret maskinparken over de sidste fem-seks år og har også fået bygget en god og bred kundekreds op blandt store danske industrivirksomheder, og derfor er det selvfølgelig også frustrerende, at det glipper med to måneder med ordrer, vi er klar til at producere, siger Claus Koch Jensen.

- Vi har investeret mange penge og mange timer og følte sammen med medarbejderne, at vi havde noget rigtig godt, tilføjer han.

Lige nu er kurator Jan Bruun Jørgensen i gang med at udrede fremtidsmulighederne for konkursboet. Kommer driften op at køre igen, bliver det dog ikke med Claus Koch Jensen som ejer, men han vil ikke afvise at tage del i en genrejsning.

- Det kommer an på, hvad der melder sig - om der er nogen, vi kan lave det sammen med. Havde vi selv kunnet løfte det, så stod vi ikke i den her situation, konstaterer han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078