Tysk producent af vindmølletårne konkurs
Virksomheden Ambau, der har 350 ansatte i Cuxhaven og Gräfenhainichen, har indgivet sin egen konkursbegæring. Det skriver Offshorewind.biz.
Den tyske virksomhed har blandt andet leveret tårne til en del offshore-projekter som for eksempel EnBW Baltic 2, Seaangel, Meerwind Süd/Nord, Thornton Bank og Bard Offshore 1.
Der har dog været tørke i ordreindgangen, og de seneste offshore-ordrer var til Nordergründe og Nordsee One i 2015.
Nu har myndighederne i Cuxhaven så taget selskabet under konkursbehandling.
Imens arbejder virksomhedens ansatte dog videre, da de under tysk lov er garanteret løn i tre måneder.