23948sdkhjf

UR-direktør værner om begejstringen

Universal Robots administrerende direktør Jürgen von Hollen vil værne om entreprenør-ånden og begejstringen hos sine medarbejdere

En af de ting, som gjorde stort indtryk på Jürgen von Hollen, da han blev ansat som ny direktør for Universal Robots, var begejstringen blandt medarbejderne.

- Jeg har arbejdet i mange virksomheder, og vi har nok en af de mest passionerede medarbejderskarer i Universal Robots, siger Jürgen von Hollen.

- Jeg tror, det har noget med visionen at gøre. Folk er stolte over, at de er med til at flytte verden. Folk føler, at de har betydning. Vi har den begejstring, som mange virksomheder stræber mod. Folk kommer stolte og viser mig "Har du set den film, hvor man ser en af vores robotter?" Det er en begejstring, som jeg gerne vil pleje og fremme, siger han.

Jürgen von Hollen har de første to-et-halvt år af sin ansættelse fokuseret på salg og marketing. Det har været vigtigt at få et godt salgsapparat op at stå i hele verden.

- Vi har fået opbygget et stærkt salgs- og marketingteam. I år skifter mit fokus til virksomhedskulturen, siger han.

Der har været en enorm vækst hos Universal Robots. Alene sidste år blev der ansat 200 i firmaet i Danmark og i udlandet.

Entreprenør-ånd
Jürgen von Hollen er imponeret over den gejst, som har præget processen.

- Normalt siger man inden for ledelsesteori, at når man skal lave ændringer, så skal man ændre én ting ad gangen. Men det har vi slet ikke kunne vente på. Vi har foretaget mange ændringer samtidigt, og det har medarbejderne godt kunne håndtere. Vi har haft den der entreprenør-ånd og en stor fleksibilitet, siger han.

Universal Robots med 620 medarbejdere er stadig en ung organisation.

- Halvdelen af vores ansatte har været ansat mindre end 15 måneder. Jeg fokuserer på at bevare organisationen så fleksibel og decentraliseret som muligt, siger Jürgen von Hollen.

Universal Robots organisation er fordelt geografisk mellem mange steder. Udviklingsafdelingen findes for eksempel både i Odense og i Boston, hvor UR har overtaget 20-25 medarbejdere fra det konkursramte Rethink. Salgsafdelinger findes over hele verden.

- Vi har også to i ledelsen, som slet ikke fysisk befinder sig tæt på en UR-lokalitet. Så man kan sige, at vi har en virtuel organisation.

Artiklen er en del af temaet Metalindustrien automatiserer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078