23948sdkhjf

Fynsk maskinproducent vil også være underleverandør

Qumec har gennem en årrække udviklet og fremstillet fuldautomatiske pakkeanlæg til forskellige brancher, og nu udvider Faaborg-virksomheden med et ekstra forretningsben.

Nemlig en underleverandør-afdeling.

- Fra 1. januar har vi fået installeret en 3 kW fiberlaser med tilhørende 2D rørlaserskærer også i 3 kW., samt en flatter til afgratning og hjørneafrundning af plader og en CNC-kantpresse til at bukke emner, siger direktør Kim Almind Pedersen.

På laserskæreren kan Qumec tage plader op til 3x1½ meter og op til 20 mm sort stål, 10 mm rustfri og 8 mm aluminium i tykkelse. På rør-delen kan der skæres runde rør op til ø200 mm og firkantede rør op til 140x140 mm, begge dele i længder op til 6 meter.

En lille del af de nye maskiner kan Qumec belægge selv med emner til pakkemaskinerne, men langt størstedelen af kapaciteten skal sælges til eksterne kunder.

- Vi ønsker en plads i markedet som decideret underleverandør, men at vi så samtidig kan skære til os selv er selvfølgelig en ekstra gevinst, derfor tog vi beslutningen, fortæller Kim Almind Pedersen, og tilføjer:

- Samtidig ligger der ikke rigtig nogen her i vores område omkring Fåborg med de kompetencer. Især rørlaserskæreren er lidt speciel, for det er der ikke så mange, der kan.

Som nævnt gik Qumec så småt i gang med det nye forretningsområde ved årsskiftet, og indtil videre har det udviklet sig meget positivt.

- Vi er startet godt op, og er blevet taget rigtigt godt imod af kunder i jern- og metalbranchen fra hele landet, som ikke selv har mulighed for skæring af rør og plader eller mangler ekstra kapacitet.

Derudover er det kunder, der bygger maskiner af halv- og helfabrikata, der lægger det ud til underleverandører, siger Kim Almind Pedersen.

Det har også betydet, at han har kunnet ansætte to nye medarbejdere i produktionen.

- Vi har fået en operatør på laserskæreren og en operatør på kantpressen. I samme forbindelse havde vi en medarbejder, der har været her i tre år som arbejdsmand – ham har vi fået i voksenlære, lyder det fra Qumec-direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079